Jeg har modtaget et spørgsmål via bloggens facebookside — og tak for det! Det er mig altid en glæde at kunne få lov til at undres og undersøge ting sammen med og for mine l[æø]sere.

Spørgsmålet lød:

Jeg er højgravid og læser i den forbindelse en del artikler og debatter vedrørende netop dette. Et debatindlæg på et forum for kommende mødre fangede straks min interesse. Her hævdedes det at man med 85% sikkerhed kunne fastslå barnets køn ved den såkaldte natronmetode. Natronmetoden går åbenbart ud på at man tisser i en kop og tilsætter en teskefuld natron til urinen. Hvis blanding bobler op skulle det indikere at man venter en dreng mens ingen reaktion angiveligt betyder pige. Hvis vi antager at den eneste forskel på drenge- og pige-foster er tilstedeværelse af Y-kromosom hos førstnævnte, må det være nærliggende at antage at der er en eller anden del af y-kromosomet der kan reagere med natron. Den tanke virker dog fuldstændig absurd, hvorfor jeg hurtigt har forkastet den teori.

Min konklusion (ud fra ren intuition) er derfor at der hos nogle findes et eller andet i deres urin, som reagerer med natron (nok uafhængigt af barnets køn, men det er jo svært at bevise).

Mit spørgsmål til dig er: Kender du, eller kan du forestille dig, hvad der kan være i urinen hos nogle, men ikke andre, der reagerer med bikarbonat? Er det graviditetsrelateret?

Og det hurtige, og temmeligt flabede svar er “Ja, det kan jeg. Nej, det er det ikke — eller i hvert fald ikke relateret til køn”.

Den primære grund til at jeg undtagelsesvis “spoiler” svaret med det samme, er at det er endnu en af de uvidenskabelige ammestuehistorier der florerer på nettet og andre steder, og som i bedste fald er uskadelige og ligegyldige og i værste fald kan medføre at folk gør noget dumt og/eller bliver kede af det i forbindelse med deres graviditet.

Nå, men nu har jeg været hellig, så må det være på tide at komme ned til substansen og forklare det manglende mirakel.

Natron, eller natriumbikarbonat \(\require{mhchem}\ce{NaHCO3}\) er jo et ganske almindeligt og forholdsvist uspektakulært husholdningskemikalie1 som nok primært anvendes i bagværk, og måske til rengøringsformål. Nogle af jer l[æø]sere har måske leget med at bygge “natronraketter”, hvor man fylder lidt husholdningseddike i en flaske eller beholder med snaplåg (ikke skruelåg!), tilsætter en skefuld natron, og venter på at det opbyggede tryk skyder proppen af, og eventuelt sender flasken afsted på en lille flyvetur.

Og her har vi fat i noget med gasudvikling, så lad os lige se på hvad det er der sker. Natron indeholder bikarbonationer, \(\ce{HCO3-}\). I vandig opløsning danner disse et buffersystem, og afhængigt af pH kan man få dannet kulsyre \(\ce{H2CO3}\), bikarbonat, eller karbonat, \(\ce{CO3^{2-}}\). Hvis pH er lav nok til at danne kulsyre, så kan denne endvidere dissociere (gå i stykker) til kuldioxid og vand, og det er så den dannede kuldioxid, \(\ce{CO2}\) som man ser danne bobler og medfører at opløsningen bruser op. Vil du vide mere om karbonatsystemet og ligevægte, så henviser jeg til mit tidligere indlæg “Hvor stor er en bøvs”.

Vi har nu fået indkredset at opbrusningen er relateret til pH, og jævnfør tidligere indlæg, så skal pH være under 6.3 for at der begynder at ske gasudvikling. Hvor sur er urin? Tante Wiki henviser til en artikel fra Critical Reviews in Environmental Science and Technology med titlen “The Characterization of Feces and Urine: A Review of the Literature to Inform Advanced Treatment Technology” — bemærk at der her er tale om “behandling” i konteksten “spildevand”, snarere end “medicin”, men det er stadig et fint review af de fysiske og kemiske egenskaber af fæces og urin.

Ifølge denne kilde er urins pH i intervallet 5.5–7.0, med en medianværdi på 6.2. Dette er jo ret interessant, for det underbygger jo netop at urin nogle gange er sur nok til at give gasudvikling med bikarbonat, og nogle gange ikke.

Så langt, så godt — men hvad påvirker så urins pH? For på individniveau kan kan man også se relativt store variationer over tid. Den primære kilde til syrer og baser der kan påvirke pH-værdien i urin er fødevarer og drikkevarer. Drikker man meget appelsinjuice, vil man typisk få en lidt surere urin, end hvis man primært drikker mælk eller vand. Kroppen har ret stringente krav til pH i blodbanen og i øvrige kropsvæsker2, og en af de måder den kan regulere sin pH-værdi på er at udskille overskydende syre eller base i urinen.

Kan en graviditet påvirke pH-værdien i urin? Ja, det ville undre mig, hvis den ikke kunne. Der sker så mange mærkelige og til tider dramatiske fysiologiske ændringer i forbindelse med en graviditet at det virker meget sandsynligt. Forbehold: Jeg er ikke læge, bare almindelig kemiingeniør.

Kan barnets køn under en graviditet påvirke urins pH-værdi? …Måske? Jeg vil bestemt ikke udelukke det, men det er bare min videnskabelige redelighed der mangler argumenter. Det virker dog endda meget usandsynligt at barnets køn skulle kunne ændre urins pH-værdi permanent, under hele graviditeten, i en sådan grad at det kan overskygge almindelige individuelle variationer, samt virkningen af alt det man stopper i hovedet undervejs. Det ville vel nærmest betyde at hvis man bar på et drengebarn, så gik man konstant rundt og var sur (altså i pH-betydningen) og det ville formodentlig også have andre, og mere dramatiske fysiologiske betydninger, hvis man gik og balancerede på kanten af en acidose i ca. 9 måneder.

Dommen må således blive: Den beskrevne test er ikke fysiologisk umulig, men umiddelbart virker det stærkt usandsynligt at urin-pH indeholder nogen væsentlig information om barnets køn.

Tak for spørgsmålet, og held og lykke med afkommet.

\Worm

  1. Ja, det er et kemikalie. Også selvom det ikke er farligt og man med glæde putter det i maden. ↩

  2. Det er også derfor at diæter baseret på syre/base/alkaliske/pH-begreber er noget fusk uden videnskabelig baggrund, men det er et helt andet indlæg. ↩