For nylig læste jeg en hyggelig lille bog om små forsøg og naturvidenskabelige tricks man kunne lave selv — der var mange sjove, mange jeg kendte og nogle få nye forsøg og/eller varianter jeg ikke havde set før.

Et af dem var en vejledning i at lave nogle “magiske talkort”. I kan se 3 af de syv herunder og jeg har produceret en PDF med dem alle som I kan hente ved at trykke på linket eller billedet.

Denne kan I hente ned, printe, klippe ud og lave et sjovt lille trick med jeres familie og venner.1

På alle kortene er der tal mellem 1 og 100, begge inklusive. Man laver tricket på følgende måde:

Giv alle kortene til jeres “offer”, og bed ham eller hende om at tænke på et tal mellem 1 og 100, begge inklusive, hvorefter vedkommende skal finde alle de kort som det tal står på og give jer kun de kort tilbage som tallet står på.

Nu kan I på få sekunder finde ud af hvilket tal de tænkte på, blot ved at lægge det første tal på de kort som I har fået tilbage sammen.

Tænker ofret altså på tallet 42 vil I få de 3 kort tilbage hvor det første tal er 2, 8 og 32. Summen af disse er 42 og nu ved I altså hvilket tal de har tænkt på.

Forhåbentlig bliver de nu meget imponerede og kan ikke forstå hvordan I kan overskue alle de tal så hurtigt, og endda gennemskue hvilket af de fælles tal på de tre kort det var…

Der virker ikke umiddelbart til at være noget åbenlyst system i hvilke tal der står på hvilke kort, men det må der jo være, siden tricket virker…

Nu har mange af jer jo sikkert sommerferie, så nu kan I få lov at lege med det og sidde og gruble lidt over hvordan det virker, og hvis I så har eller finder en god forklaring, eller bare et kvalificeret gæt, så kan I jo skrive en mail, droppe en kommentar, sende mig et indlæg eller på anden måde formidle jere fund, hvis I skulle have lyst.

\Worm


  1. Jeg ved godt at det virker lidt besværligt og primitivt med fysiske rekvisitter her i 2016 — I skal være velkomne til at finde på en bedre løsning.