…Hmmmm… Ja, det virker jo som en meget passende titel på et indlæg til en fredag aften.
Imidlertid er det (som vanligt) primært videnskaben der er sexet her i disse spalter, så resten må I tænke jer til.

Det startede alt sammen for en uges tid siden med at jeg får en mail fra min simultantolk1, i hvilken hun undrer sig over at de to balloner som hendes nørdling havde fået med i badet lige pludselig hang utroligt godt sammen — faktisk så godt at de ikke rigtig kunne skilles ad igen.

Efter at have gået og tænkt så det knagede i nogle dage modtager jeg en håndfuld balloner med intern post og må således tage dette som et signal til at komme i gang med nogle eksperimenter til at undersøge mine hypoteser.

Hypoteserne er på dette tidspunkt som følger:

  1. En form for overfladespændingseffekt fra vand og/eller sæbe.
  2. Sæbe der virker som lim eller vulkaniseringsmiddel.
  3. Mystisk variant af statisk elektricitet forstærket af vand/sæbe/fugtigt miljø.
  4. Interaktion mellem de to gummioverflader, NOS2

Så må der leges! 3

Jeg startede, som i så megen anden videnskabelig undersøgelse, med at begå en fejl. Jeg forsøgte at reproducere fænomenet uden at have nærstuderet de indledende data.

Jeg pustede altså et par balloner godt og grundigt op og forsøgte at få dem til at hænge sammen ved at overhælde dem med vand med forskellige temperaturer og forskellige sæber. Det gik ikke så godt, men det var ret underholdende.4

Uanset hvad jeg gjorde kunne jeg ikke få ballonerne til at hænge sammen andet end ganske svagt og sporadisk, og de kunne ret let rystes fra hinanden igen, uafhængigt af vandmængde, vandtemteratur, sæbekoncentration eller sæbetype. Overfladen lod heller ikke til at blive påvirket nævneværdigt af hverken vand eller sæbe. Det var hypotese 1 og 2 der røg ud af vinduet.5

Hypotese 3 levede en smule længere, men primært fordi det er sjovt at lege med statisk opladede emner og vandstråler — man kan afbøje en tynd vandstråle med en opladet ballon, fordi man arrangerer dipolerne i vandmolekylerne.

Lillehjernen og jeg har en hypotese om at man kan måle polariteten / polariserbarheden / den dielektriske konstant for forskellige væsker ved hjælp af en ballon, en 20mL engangssprøjte, lidt stativmateriale og en mobiltelefon. Men det er et helt andet blogindlæg.

Ganske som ventet er vand og (statisk) elektricitet ikke meget for at blande sig. Man kan observere mange sjove fænomener op til og med små coulombeksplosioner, men ikke noget der får balloner til at hænge sammen.

Nu er jeg efterhånden en smule træt og frusteret og må have mig en kop the.6

Heldigvis kommer jeg herunder i dialog med simultantolken der henkastet oplyser at de anvendte balloner i det originale eksperiment ikke var specielt opblæste7. Jeg kommer til at tænke på om spændingerne i gummiet mon kan have noget at sige…

Da jeg nu er reduceret til hypotesen “Interaktion mellem de to gummioverflader, NOS” kan det jo ikke udelukkes at graden af luftfyldning / udspænding kan være relevant… Jeg husker svagt noget med at have læst at balloner er coatet med talkum eller noget lignende for at undgå at de hænger sammen i posen…

Hvis nu vandet vasker talkummet af, så kan de måske pludselig godt hænge sammen alligevel…

Jeg prøver altså at tørre ballonerne af og presse forskellige områder af dem mod hinanden… og da de to “nordpoler” (altså punktet modsat indblæsningsstudsen) møder hinanden, så får jeg lidt vedhæftning! Ikke meget — men nok til at sætte dem i spænd mod hinanden i et par minutter for at se om kontakttiden har noget at sige. Herefter ser det således ud:

Ret god vedhæftning, men stadig ikke helt så godt som oprindeligt observeret af simultantolken.

MEN: Det faktum at det er “nordpolerne” der kan hænge sammen tyder netop på at graden af oppustning har noget at sige. Det er trods alt hér at gummiet er tykkest og slappest.

Fat i to nye balloner, og pust dem ganske lidt op. Cirka på størrelse med et knyttet barnehoved. Pres dem mod hinanden. De hænger ikke sammen. Skyl dem under rindende (varmt) vand og tør dem. Pres dem sammen igen. Nu hænger de endog RIGTIGT godt sammen:

Og det gør de stadig her et døgn efter.

Forklaringen på fænomenet må altså være noget så eksotisk som en variant af diffusionssvejsning — det fænomen at når to tilstrækkeligt ens og tilstrækkeligt rene overflader presses mod hinanden, så kan molekylerne fra de to emner mødes og gribe fat i hinanden. De to balloner går en lille smule i opløsning i hinanden og laver (teoretisk) en svejsning der er lige så stærk som det rå materiale. Det passer meget godt, da jeg ikke har kunne flå dem fra hinanden uden at være bange for at de sprang mellem hænderne på mig.

Diffusionssvejsning er i øvrigt et sjovt fænomen som bla. er et problem i rumfart, når man har bevægelige dele — normal smøreolie fordamper i rummets vakuum og de rå metaldele kan svejses sammen, blot ved at røre hinanden, og så er det pludselig slut med satellit-tv, hvis ikke man bruger andre smøremidler, så som grafit eller særligt højvakuumfedt med meget lavt damptryk.

Det er også en variant8 af dette fænomen der er grunden til at bolcher kan hænge sammen, hvis ikke de er coatet med fx magnesiumstearat. Denne coating er også årsagen til at nogle bolcher smager lidt fedtet, når man lige får dem ind i munden.

Nå, det var en meget lang historie om et par balloner der hang sammen — men det var (som altid) sjovt at anvende den videnskabelige metode på et helt dagligdags problem/undren. Og hvad skulle man ellers bruge sin fredag aften på? ;-)

\Worm


  1. Hende der siger “Det Worm mener er… “ og opsummerer mine 5-minutters sidespor i 3 hovedsætninger, når vi holder foredrag sammen. 

  2. Not Otherwise Specified. Det har ikke noget at gøre med hverken mandlige kønskirtler eller nitrogenoxider. 

  3. Nørdinden kom sent hjem, observerede oppustede balloner på spisebordet og stillede det første spørgsmål der faldt hende ind: “Hvad er du nu ved at undersøge?”. 

  4. Herunder den temmeligt frustrerende øvelse at forsøge at oplade en våd ballon statisk, når man kun har velcro på kraniet. Heldigvis er jeg så rigeligt lådden i øvrigt. Hår virker altså bare bedre end så mange andre ting. Se også triboelektrisk serie

  5. Hypoteser går ikke i stykker når de rammer jorden, men de laver en ret sjov lyd mens de falder. 

  6. Jo, det sker. Også når jeg ikke er syg. 

  7. Modsat jeres overhovedet ikke ydmyge skribent. 

  8. Her er vand/fugtigthed/opøselighed dog oftere involveret, men resultatet er det samme.