…Det startede jo sådan set meget stille og roligt…

En aften kom Nørdinden hjem og viste mig en ret fin video, der på smukkeste vis kombinerede kemishow, fysiske fænomener og alkohol, så den skal I naturligvis ikke snydes for — det ER jo et ret sejt trick:

Efter vi således havde beundret både fænomenet og det demonstrerede håndelag behørigt blev vi meget hurtigt enige om en ting: Det skal vi også lære!

Imidlertid går der jo ikke mange sekunder før ingeniørneuronerne vågner1 og jeg kommer til at udbryde noget i retning af “Hmmm…. Men…. De har forskellige farver… Så er systemet jo heterogent… Når nu det ikke er fuldt opblandet, hvor bliver spritten så af? Den kan jo umuligt være jævnt fordelt, når der ikke er nogen omrøring eller -rystning… Jeg har lyst til at lave et forsøg. Jeg skal bruge nogle frivillige til at hjælpe mig med at destruere ethanolopløsningerne, efter jeg har taget prøver af dem”2.

Studerende kan være forbløffende hjælpsomme ved udsigten til gratis alkohol3 så det var ikke det store problem at tromme 10 glade nørder4 sammen, der just var færdige med at gå til eksamen, og derfor på traditionel og sympatisk vis havde kurs mod et hegn eller anden form for skel.

Bevæbnet med Grenadine, isterninger, Lime cordial, Appelsinjiu-jitsujuice, vodka og Blå Curacao i tilgift til de førnævnte forsøgspersoner gik vi således i laboratoriet — eller i hvert fald i kaffestuen lige ved siden af.5

Af mystiske årsager eksisterer der en fremherskende misforståelse om at det at være kemiker de facto bare er en kvalifikation til at blande ting, uanset omstændighederne, så ud over forsøgslederhatten og prøvetagningskittet blev jeg nu også den lettere tvivlende ejer af bartenderansvaret, men okay — vi har en demonstrationsvideo, så hvor svært kunne det være?

Lidt sværere end forventet, er svaret på lige dét retoriske spørgsmål.

Punkt 1: Glem alt det der fræs med at hælde noget ned over en ske. Det giver ikke rigtig noget. Tip glasset du blander i indtil indholdet næsten løber ud, og hæld så meget langsomt og forsigtigt næste lag på, mens du langsomt retter glasset op igen. Det kræver lidt teknik, men den havde jeg heldigvis masser af, efter at have lagt sødmælk ovenpå grøn sodavand, ovenpå appelsinjuice, ovenpå saftkoncentrat ca. 200 gange som et led i mit studiejob engang i tidernes morgen.

Punkt 2: Blå Curacao er (surprise!) Blåt! Meget! Blåt!

Det blev indledningsvis til en 2–3 utroligt blå tilnærmelser til — eller måske snarere forsøg på — regnbuer, som vi ikke rigtig synes var bedre værd end at destruere uden yderligere dokumentation eller måling.6

Efter at have reduceret mængden af blå fra “en god sjat” over “en lille sjat”, forbi “en skefuld” og helt ned til “2mL” (udmålt med plast-pasteur-pipette7) fik vi endelig noget der på en god dag og med medvind og solen i ryggen8 kunne betegnes som en kun lidt plumret regnbue:

(Billedet er beskåret for at beskytte identiteterne på de (u)skyldige)

Så efter at jeg havde taget en prøve på 1mL af hver, og vi havde klappet os selv og hinanden lidt bagi på skuldrene måtte vi jo smage på sagerne og se om vi kunne gætte en ethanol. Det viste sig at være ret let — ganske som de første par gange oplevede vi at de første i serien var utroligt sprittede og de sidste var utroligt søde og klæge.

Så den organoleptiske undersøgelse understøttede altså hypotesen om at vodkaen bestemt ikke er jævnt fordelt — et fænomen man også kunne observere visuelt ved at appelsinjuicen nærmest blev gennemsigtig i den øverste halvdel og smagen bragte nærmere associationer til en slavisk grovsmed end noget der bare kunne siges at minde om en skruetrækker…

Nå, men man skal jo ikke lade fiasko stå i vejen for forskningen, så vi fortsatte. For Videnskaben, naturligvis!

På et tidspunkt oplevede vi den sære effekt at den blå farve næsten ikke ville opblandes, men i stedet kom ud som en bolus til sidst, hvilket fik resultatet til at minde mere om en solnedgang end en regnbue, om end stadig ret plumret hen mod slutningen… Nå, det blev vel overskyet…

Denne serie blev på samme måde underkastet invasiv prøvetagning, inden den på human vis blev aflivet.

Nu var skyggerne ved at blive lange og “like dissolves like” som jeg lærte engang, så tiden var til at sætte prøverne på køl, slette sporene og drage hærgende gennem nattelivet.9 Min kittel (og i nogen grad min isse) var på nuværende tidspunkt blevet skamferet udsmykket i nogen grad, efter Nørdinden og Hobbitten havde fundet ud af, hvad militær- og laboratoriepersonale har vidst i mange år: Fedtblyanter kan skrive på stort set alt.10

Efter en alt for kort nattesøvn, lidt kurertjeneste, en hyggelig dag til Forskningens Døgn og en obskøn mængde kaffe vendte jeg tilbage til gerningsstedet for at analysere prøverne.

Jeg skal ikke trætte jer med de tekniske detaljer, men blot nævne at det blev gjort ved HS-GC-FID11 og efter alle kunstens regler, og i sidste ende kun krævede 10 mikroliter af hvert glas.

Resultaterne er sådan set ikke overraskende, hverken i forhold til det forventede eller hvad vi havde smagt os frem til, men det er jo også altid rart når virkeligheden opfører sig pænt og som forventet for en gangs skyld!

På nedenstående graf ses alkoholkoncentrationen i procent på Y-aksen og glasnummeret på X-aksen. R1 og R2 er de to serier afbilledet ovenfor.

Ud fra de samlede data kan vi altså konkludere at hvis det primære mål er at indtage så meget alkohol som muligt, så skal man tage de første glas. Hvis man gerne vil have noget der smager godt, og stadig indeholder ethanol i rimelige mængder, så skal man starte ca 1/4–1/3 inde i serien, og fra halvvejs til ca 3/4 smager det okay, men indeholder ikke meget alkohol. Vil man bare have saftevand, så er det de sidste man skal tage.

Den mest sandsynlige forklaring på at koncentrationen af ethanol i serie R1 lader til at stige hen mod slutningen er nok at dér “skvulper” resterne ud af glasset det er blandet i, men der er godt nok meget grenadine i og det svarer stadig til at drikke pilsnerøl af shotglas, sådan rent beruselsesmæssigt.

Nu kunne det være sjovt at få en rigtig bartender til at lave et par striber og undersøge om fordelingen, både af smag og alkohol, bliver ligesom når en køkkenkemiker forsøger sig som mixolog — nåja, og så kunne man jo lave det til et par glade aftener under påskud af at skulle undersøge repeterbarhed og reproducerbarhed… Hmmmm… Er der nogen frivillige? ;-)

\Worm — med stor tak for hjælpen til Nørdinden og de næsten-ikke-skræmte forøgspersoner. Jeg giver en øl i lufthavnen.

afholdsløftet godt og grundigt!

  1. Ikke KUN på grund af udsigten til ethanolindtag. Klokken var tocifret og jeg var nogenlunde koffeineret. ↩

  2. Det kan godt være det ikke just er single malt, men det ER jo synd at henvise en sjus til affaldsklasse C/H, bare fordi den er en del af et eksperiment. ↩

  3. …og mad… og nogle gange helt af sig selv, men nu ER jeg jo en lidt skræmmende gnaven, gammel mand, så det er jo godt at have noget at lokke med — og en medsammensvoren på indersiden. ↩

  4. Lyder som starten af en smæde- eller druksang, skrevet på “ti små cyklister”. Nogen der vil tage udfordringen op? ↩

  5. Okay, måske der lige røg et par pilsnere og lidt pizza indenbords på forhånd, bare for at sørge for at (h)ånden var rolig og forsøgspersonerne tålmodige og glade. ↩

  6. Den eneste midlertidige bivirkning var at alle forsøgpersonerne mest af alt lignede smølfer der var blevet vendt på vrangen. En inspektion viste at den var god nok — der er Brilliant Blue i den blå satan — det anvendes i biokemi til at farve proteiner, og den opgave løser det fantastisk, også selvom proteinerne stadig sidder fast på nogle studerende. ↩

  7. Sig dét 10 gange hurtigt efter hinanden, efter at have brudt ↩

  8. Solen stod ca. 35 grader over horisonten. ↩

  9. Okay, måske hærgen og plyndren blev holdt på et absolut minimum, men det var da sjovt og hyggeligt alligevel. ↩

  10. Eksempelvis står der af uvisse årsager nu “ladeport” hen over agterspejlet på min kittel — er det mon en antydning af at jeg er en smule bagsvær? ↩

  11. Headspace-gaschromatografi med flammeionisationsdetektion, for dem der måtte være nysgerrige og ikke taler alfabetsuppe. ↩