Google har lige gjort mig opmærksom på at det er Alessandro Voltas 270 års fødselsdag, og i den anledning må der da lige kippes lidt med flaget.

Derfor vil jeg nu forklare og demonstrere princippet, og ellers opfordre alle jer andre til at (gen)opdage batteriet selv.

Det var nemlig det som han opdagede/opfandt, den gode Volta (blandt andet) — Voltasøjlen: Det første primitive batteri.

Kort sagt så bygger man en “celle” til batteriet ved at tage 2 skiver af forskellige metaller (typisk kobber og zink) og lægge en skive papir, pap eller stof vædet med svag syre eller base imellem. På grund af metallernes forskellige natur vil den ene nu gerne aflevere nogle elektroner til den anden, hvilket betyder at der opstår en potentialforskel — bedre kendt som en elektrisk spænding — og hvis man bruger kobber og zink, så er forskellen ca 1,1 volt per element - og så kan man jo bare stable dem, indtil man har fået spænding nok i tilværelsen.

Jeg er imidlertid klar over at ikke alle lige ligger inde med kobber og zink i rene former, og far/mor/konen/manden/udlejeren bliver ofte lidt mugne hvis man begynder at klippe i tagrenderne for at lave elektrokemi. Jeg forstår ikke helt hvorfor, men sådan er det tilsyneladende.1

Så måtte jeg jo prøve noget andet. Jeg slagtede sparesvinet og fandt en håndfuld godt anløbne småpenge, og da jeg er kemiker og ingeniør2 så valgte jeg at rense dem ved at lægge dem i husholdningseddike mens jeg drak en kop kaffe.

Så var de pæne og rene og blanke, hvilket er nødvendigt for at bygge et batteri af dem — den mørke belægning der dannes med tiden virker isolerende, og det gør håndfedt og andet snask også.

Blankvaskning af penge med eddike. Spørg ikke hvad en skruenøgle gør i mit køkken… Jeg fandt den i bestikskuffen…

I mellemtiden klippede jeg nogle papircirkler på størrelse med en 25-øre ud af “Ugeskrift for Nørder”3 og efter at havde vasket4 og tørret småpengene lavede jeg en stabel på følgende måde: 50-øre / Avispapir vædet med eddike / 1-krone / 50-øre / Avispapir vædet med eddike / 1-krone / etc. indtil jeg havde en stak bestående af 13 celler.

Bemærk at der kun skal avispapir i hver anden gang — på denne måde serieforbinder man cellerne og får en større spænding.

Det endte med at se sådan her ud:

Sølvpapiret nedenunder er der bare for at lave en elektrisk forbindelse til mit voltmeter, så jeg ikke vælter stakken, når jeg skal måle på den.

Men kan det så lave en spænding? JA, sgu! — næsten 400mV!

Bevares — jeg havde ikke engang en lysdiode der var lille og ussel nok til at jeg kunne få den til at lyse, men konceptet holder — jeg har genopdaget batteriet! :-)

Hvorfor er spændingen så lille? Jo, det er fordi mønter er legeringer af mange forskellige metaller og som sådan rigtigt dårlige poler i et batteri — her får jeg kun ca 30 mV per celle, i stedet for den i hvert fald halve til hele volt man kan få med rene Cu/Zn elektroder. Måske blev de heller ikke helt rene, og kontaktfladen er heller ikke så god, da de jo er præget, men princippet holder.

Nu synes jeg bare I selv skal gå på jagt efter nogle gode pol-matrialer og en egnet elektrolyt. Og hvis det er for meget pillearbejde at bygge en rigtig voltasøjle, så kan man jo altid lave et kartoffelbatteri - eller på anden måde udvinde elektricitet af frugt og grønt.

Smut så ud og lav noget videnskab i køkkenet!

\Worm

  1. Tværtimod har jeg oftere frekventeret husholdninger hvor det eksempelvis pludselig lyder jublende: “Worm! Kom og se! Der er kolloidkemi i kakaoen!” ↩

  2. Med andre ord har jeg papir på at jeg er doven, og endda ret god til det. ↩

  3. Også kendt som “Ingeniøren”. ↩

  4. Når det er for videnskaben, så må man godt vaske penge. ↩