Fordelen ved dette lidt komprimerede blogformat er at jeg har en undskyldning for at tage nogle af alle de mærkelige fund jeg gør mig rundt omkring på nettet eller får kastet i nakken af andre glade nørder og dele dem med jer, med et minimum af ekstra forklaring og eksperimentelt arbejde. Det  har jeg i hvert fald besluttet jeg godt må — så holder jeg måske helt til jul…

Senest har Henrik II henledt min opmærksomhed på at der er nogle glade fysikere og ingeniører der har gjort en observation, som vi jo nok alle, bevidst eller ubevidst, har gjort os på et eller andet tidspunkt: En kop øl skvulper ikke så let over som en kop sort kaffe når man går med den, og en latte udviser også mindre spildtendens end en ikke-bemælket kaffe.

Som gode nørder udviklede de straks en teori på bagsiden af en serviet (jeg antager at de sad på en pub på daværende tidspunkt) og efterprøvede den, da de kom på arbejde. Teorien var i al sin enkelthed at skum på toppen af en væske virker dæmpende på væskens tendens til at skvulpe.

Tilsyneladende er den god nok — selv et meget tyndt tæppe af skum (få mm) ovenpå en væske dæmper væskens bevægelse kraftigt. Hvis jeg har forstået deres besværgelser korrekt, så flytter skummet rundt på kræfterne der ellers får overfladen til at bevæge sig og optager dem i deres egen bevægelse og gnidning mod hinanden, hvilket resulterer i en samlet virkning, der får overfladen til at svinge mindre og hurtigere falde til ro igen.

Igen under antagelse af at jeg har fattet deres model, så giver mindre bobler en større effekt, fordi der er flere “celler” der kan flyttes rundt og optage energi — en velskænket guinness (eller for den sags skyld en hvidtøl, men her er sukkerindholdet nok med til at ændre viskositeten som en confounder) burde altså være mere stabil end en hurtigt oppjasket pilsner.

Så hvis du mod forventning mangler en undskyldning for at hælde nogle øl op og lave noget kaffe, så kan du altid forsvare dig med at du laver fluiddynamiske undersøgelser. De eksperimentelle emner kan altid efterfølgende destrueres på forsvarlig vis vha. et sæt humane nyrer og en lever, faciliteret af oralt indtag.

Originalmaterialet kan ses ved at klikke hér — det er en kort opsummering fra en konference, så der er ikke den store detaljerigdom, men det fremgår ret tydeligt hvad de har gjort og hvad de har fundet, og det er God Nørd, som burde indstilles til en IgNobel-pris — og så har det endda væsentlige anvendelsesmuligheder i den virkelige virkelighed.

\Worm - ølnisse