Mandler er også noget der hører julen til i høj grad — risalamande er jo kun én anvendelse — marcipan er jo nok den primære, men de finder jo også vej ind i utroligt mange (små)kager som frembringes og nydes i overdreven grad på denne tid af året. Men hvad har det nu at gøre med giftmord og narko? Jo, nu skal I bare høre…

Mandler er sunde1 og velsmagende og indeholder store mængder olie, primært bestående af umættede fedtsyrer, som vist nok er gode for os lige for tiden.

Man kan også fremstille mel af mandler og gennem en eller anden okkult proces kan man endda fremstille mandelmælk2 og selvfølgelig har nogen fremstillet en eller anden form for alkoholdrik baseret på mandler.

Alle disse anvendelser er utvivlsomt gode og fornuftige under et givent sæt omstændigheder, men nu er jeg jo kemiker i mit civile liv, og med den hat på så er bitre mandler langt mere interessante end de søde mandler vi normalt forbinder med betegnelsen “mandler”.

Bitre mandler indeholder nemlig nogle opløselige stoffer afledt af sukker, og nogle emzymer der kan kløve dem, og hvis de små djævle får lov at gøre deres arbejde, så ender man med en skøn blanding af druesukker, benzaldehyd og cyanid. Druesukkeret er jo ret uskadeligt, men de andre stoffer er spændende.

Benzaldehyd er et af de aktive stoffer i mandelessens (ca. 5%) og det dufter og smager — surprise! — af mandler, så det er jo ikke så mærkeligt, men det er lidt interessant at det også kan bruges som udgangsstof i fremstillingen af illegale misbrugsstoffer3.

Mandelolie, mandelessens og lignende mandelbaserede ekstrakter, særligt i stor renhed, er derfor en suspekt substans at beskæftige sig med, hvis man køber store mængder, og ikke tilfældigvis er bager, parfumefabrikant eller på anden måde kan påvise en legitim anvendelse.

Cyanid kender vi vel bedst fra — tjah — der er vel ikke nogen der læser Agatha Christie længere — ahhhh — spionfilm — den hemmelige selvmordkapsel som de skurkagtige skurke sluger, inden de kan forhøres af helten eller vice versa siges ofte at indeholde cyanid, og det har da været brugt på den måde i krigstid, så det er jo nok ikke helt galt.

Faktisk er cyanid ikke specielt giftigt i forhold til så meget andet, men det er ret let tilgængeligt og virker urimeligt hurtigt. Hvis man nedsvælger et par hundrede milligram — ca. en knivspids, så vil cyaniden lynhurtigt optages og fordele sig i kroppen, hvor den hæmmer et enzym kaldet cytochrom c oxidase, hvilket forhindrer kroppen i at bruge den ilt den optager til at danne energi, og man dør således af en proces svarende til kvælning, selvom vejrtrækningen ikke er hæmmet.

Det tager vel et par minutter, eller måske et kvarters tid hvis man er rigtig (u)heldig. Én bitter mandel kan frigive op til 5-10 mg cyanid (som cyanbrinte) så der skal jo ikke mange til…

Det er muligt at købe bitre mandler nogle steder i verden - ironisk nok bla. fra helsekostforretninger, og afhængig af den lokale lovgivning er de muligvis behandlet på en sådan måde at de er blevet “giftefærdige” — meeen jeg synes måske det er lidt af en satsning.

Man bør altså holde sig fra at spise bitre mandler (og kerner fra abrikoser, fersken og kirsebær, der alle indeholder nogle af de samme stoffer i større eller mindre grad), og nøjes med de normale, sunde, søde varianter vi så godt kan lide. Lidt ligesom med mennesker… :-)

\Worm — giftnisse

  1. Som alt andet - med måde. ↩

  2. Jeg har en idé om at det indbefatter en meget lille malkeskammel, et par pincetter og stor tålmodighed. ↩

  3. Nej, I får ikke at vide hvilke eller hvordan — hvis I ikke allerede kender syntesen, så har I ikke brug for at vide det. Læs en bog om organisk kemi, hvis I er nysgerrige. ↩