Fra en af min barndoms julekalendere — jeg mener bestemt det var “Jul på slottet” husker jeg tydeligt udråbet “De futter gran, de futter gran!”. Ud over at jeg også i min nu fremskredne alder og som tidligere kemishower må applaudere at man således stikker ild til ting for at fejre noget, så er det rigtigt at der nu er noget umiskendeligt julet over duften af svedent grantræ, og det er jo lidt sjovt som selv relativt friske grangrene1 syder og sprutter og kaster små flammer af sig når de holdes ind i et lys — og deri ligger, som så mange andre steder, noget sjov kemi, så lad os se lidt på den.

Grantræer indeholder og frigiver jo ret store mængder harpiks, og det er netop i dette heksebryg af organisk kemi at vi både finder den friske velduft af fyrretræ og årsagen til grans næsten eksplosionsagtige brændbarhed.

“Harpiks” er ikke en specielt veldefineret blanding, men fælles for alle harpikser er at de er blandinger af stoffer, der strukturelt er eller er afledt af terpener, der igen er bygget af isopren-enheder, så her ser vi hvordan naturen er snedig nok til at kunne bygge mange forskellige stoffer ud fra de samme udgangsstoffer og synteseveje.

Mange af de interessante og smags- og aromagivende stoffer i humle er fx også terpener, og det er steroidhormoner også, så det er nogle meget udbredte stoffer i alt levende.

“Terpen”2 lyder i mistænkelig grad som “terpentin”, og faktisk er det netop derfra terpentin oprindelig har fået sit navn — den oprindelige form for terpentin var et destillat af harpiks, eller måske af hele træer.

Jo, man kan faktisk godt destillere et træ, om end det er en lidt anderledes proces, end man normalt ville forbinde med destillation. Hvis man varmer et grantræ op i en lukket beholder3 får man draget utroligt mange interessante stoffer ud, efterhånden som temperaturen stiger — methanol (deraf navnet “træsprit”), terpener, terpentin, kul, trætjære og meget andet, afhængig af arten af træ.

Det har været den primære kilde til mange af disse stoffer i mange år, og er det stadig i nogen grad4. Det skal dog her lige nævnes at det vi i dag opfatter som “terpentin” oftest er såkaldt mineralsk terpentin, som altså er et destillat af råolie, som jo godt nok teknisk set er plantemateriale der har ligget på fad meget længe, men ikke desto mindre er der en væsentlig forskel i sammensætning og kemi.

Nå, men tilbage til træerne og granfutningen — her har vi altså forklaringen på at det dufter godt og brænder sjovt og spektakulært: Når man varmer en grangren op, så koger harpiksen ud af den, fordamper og nedbrydes i nogen grad og bryder i brand, og der frigives et sandt overflødighedshorn af isopren-afledte stoffer.

\Worm — grannisse

  1. Ikke at forveksle med gangræn, der bestemt hverken lugter godt eller er specielt højtidsagtigt. ↩

  2. Udtales med tryk på det sidste e — der er ikke tale om heftig repetition. ↩

  3. Man kan med fordel hakke det først. Og selvfølgelig skal beholderen ikke være HELT lukket — gasserne skal jo kunne komme ud. ↩

  4. Jojo, vi kan godt bygge dem de novo, men hvorfor genopfinde den varme tallerken og det dybe vand? ↩