Ahhhh…. Luciadag. Hvor mange hyggelige minder bringer det ikke frem? Morgenvækning med sang og gammel dansk serveret af smukke unge kvinder iført luftige gevanter…

Nå, men nok om min kollegietid. Eller det vil sige… Ikke helt — for der gik efter det første år lidt sport i at lureminere mit indgangsparti1, så jeg i det mindste ikke var den eneste der blev taget på sengen.2 Dette medførte adskillige år stor underholdning fra morgenstunden, inkluderende skræmte pigehvin og pludselig udpustning af lys.

Der var (selvfølgelig) aldrig nogen der kom til skade andet end lidt på stoltheden og nerverne, og det kunne repareres med et kram og en øl i lufthavnen. Men nu er langt hår og løse kjortler jo en evig kilde til brandfare, når det kombineres med levende lys, så måske det er på sin plads med lidt folkeoplysning3.

Ved nærmere eftertanke er det dér med at slukke ild jo ikke min kernekompetence, så jeg vil blot henvise til de almindelige råd: Hvis der går ild i dig: Tag hvis muligt (uden at forværre situationen) det brændende tøj af. Kan du ikke det: Smid dig ned, rul rundt, beskyt ansigtet med hænderne. Kvæl hvis muligt flammerne med et (brand)tæppe eller noget solidt (over)tøj. Løb ikke rundt, med mindre der er meget kort vej ind under bruseren. Skyl og køl det brændte område med masser af vand. Vikler man en brændende person ind i noget for at slukke ilden, så start fra hovedenden, og det skal fjernes straks ilden er slukket, så man kan begynde at ovehælde det brændte område med vand og fjerne det brændte tøj. Søg læge eller skadestue. Tag et førstehjælpskursus INDEN du får brug for det. Alt sammen sund fornuft, skulle man mene, men det er forbløffende så svært det er at tænke klart når der er ild i én.4

Så lad os i stedet fundere lidt over hvor meget sådan en brændende luciabrud lyser og varmer — “lucia” har jo trods alt samme rod som “lucifer”; lysbringeren. Det er forbløffende svært at brænde et menneske — vi indeholder jo en meget stor mængde vand, og både bindevæv og muskelvæv er forbløffende dårlige brændstoffer, og knogler kan slet ikke brænde. Det efterlader fedt og sukker, og sidstnævnte er opløst i vandet, så det er heller ikke ret let tilgængeligt. Fraregnet “spontan selvforbrænding” — et fænomen der er en del tvivl om i forvejen — så koster det faktisk en hel del energi og en dedikeret indsats at kremere en person, men lad os nu bare lave det til et tankeeksperiment / en akademisk øvelse5.

Nu er luciaoptog jo oftest forbundet med børn, men som tidligere nævnt har jeg nogle lidt andre erindringer at referere til, så lad os antage en luciabrud på 50kg, så er der også håb om at man kan nå at læse avisen, inden hun er brændt ud.

For kvinder fortæller det sædvanligvis alvidende internet mig at en normal fedtprocent er ca 25%, altså 12,5 kg fedt. Fedt kan med god tilnærmelse betragtes som en alifatisk kulbrinte, og som sådan kan man antage en nedre brændværdi på 40 MJ/kg. Vi har altså 500 MJ at gøre godt med. Hvis vi skal have et ordentligt lys, så må en lyseffekt svarende til en 60W pære6 være rimeligt at forlange.

Tante wiki påstår imidlertid at en stearinlysflamme kun har en lyseffektivitet på 0,16 lumen/watt, som er cirka 1% af effektiviteten af en glødelampe. Vi skal altså have en forbrændingseffekt på 6kW, for at have et nogenlunde læselys, og med en sådan effekt kan vi altså opretholde en forbrænding i 83.333 sekunder eller ca 23 timer. Så hvis man ser bort fra alle de ubrandbare dele og kunne lave et passende vægearrangement, så kunne en luciabrud altså brænde i  næsten et døgn, kaste så kraftigt et lys at man sagtens kunne læse ved det, og spildvarmen vil være tilstrækkelig til at opvarme et parcelhus.

Det virker dog ikke umiddelbart som en fornuftig brug af luciabrude, der jo er et råstof der kun fornys langsomt, så det er nok — trods alt — besværet værd at få den størknede stearin ud af håret på dem, og friseret de svedne klumper ud…

\Worm - (klorat)lysnisse.

  1. Ja, altså DØREN! Få din hjerne op af rendestenen! ↩

  2. Stadig i overført betydning. ↩

  3. Jaja, tøhø. ↩

  4. I hvert fald de første par gange. På et tidspunkt når man til “Mogens? Der er ild i gulvet… Nu er der også ild i min sko… Gider du lige slukke mig, inden mine bukser fænger?” Men det er ikke nødvendigvis en fornuftig holdning eller overlevelsesstrategi. ↩

  5. Så er jeg også fri for at skulle på (over)arbejde. ↩

  6. Ja, altså af den gammeldags glødelampeslags - så gammel er jeg! ↩