Personligt er jeg altid blevet intimideret af kvantummet af reklametryksager man modtager op under jul — hvis man skal nå at læse alt det inden man kan skrive en ønskeseddel, så kommer julen jo vitterligt til at vare lige til påske, hvilket detailhandelen sikkert ikke ville have noget imod, men eftersom den jo allerede starter omkring efterårsferien, så man rigtig kan nå at opbygge en solid julestress, så er det jo nok meget godt at det faktisk hører op igen på et tidspunkt.

Mange klager over papirspildet og mange glæder sig over de glittede sider — med min videnskabsnissehue på tager jeg ikke stilling, men hvor meget papir — og træ — går der egentlig til?

Jeg har tidligere beregnet at det koster ca. 30 kilotræer at udgive Jyllandsposten på årsbasis, så her er en basislinie, og hvis vi anvender samme tilnærmelsesmetode kan vi regne:

Hver husstand modtager ca 10 kg julerelateret papir om året. Danmarks statistik siger at der er 2,5 mio husstande i danmark. Mange modtager dog ikke reklamer, så lad os bare sige et oplag på 1 mio.

Det giver altså et forbrug på 10.000 tons papir til julekataloger, og hvis et gennemsnitstræ giver et ton papir, så koster det altså 10.000 træer at reklamere for julen. Dette er jo nok mindst én størrelsesorden under antallet af træer der hugges om for at tilbringe en uges tid inde i stuen, iført glas- og plastikornamenter, så husk at aflevere både katalogerne og juletræet til genbrug!

\Worm — Ferminisse.