(Religions)historien vil vide at vismændene der kom med gaver til Jesusbarnet fulgte en ny stjerne på himlen, for at kunne finde vej til Bethlehem, og at det var et mirakel at den sådan pludselig dukkede op, men har vi nogen chance for at finde ud af om det kan passe? Der eksisterer jo adskillige astronomiske fænomener, der kunne være mulige forklaringer.

Kometer kan lyse ganske kraftigt, og en sådan kunne sagtens forveksles med en “ny stjerne”. Vi kender — så vidt jeg ved — dog ikke rigtig nogle periodiske kometer der kunne tænkes at have været på besøg på cirka det tidspunkt, men det er ikke nødvendigvis en forhindring. Der eksisterer og observeres kometer der kun kommer forbi jorden én gang i deres levetid - de bliver simpelthen ikke indfanget af vores tyngdefelt, men fiser videre ud i universet efter at have været forbi til en lynhurtig kop plasma.

Konjunktioner af planeter — altså et fænomen hvor planeterne står på linie og derfor visuelt “falder sammen” og lyser kraftigt som ét himmellegeme kunne være en anden mulig forklaring. Det er nemt at undersøge; planeternes baner og mekanik er jo kendte og velbeskrevet og ændrer sig ikke meget over menneskelige tidsskalaer, så for astronomer er det relativt trivielt at “spole tilbage” og bygge en model af himlen over det relevante område, på det givne tidspunkt og der forekommer ikke nogle specielt potente konjunktioner.

En supernova kunne være en forklaring - en stjerne, fx i Andromedagalaksen, der har nået enden af sit liv og er løbet tør for brændstof “falder sammen” og eksploderer i en fusionsildkugle af ufattelige proportioner, vil kunne ses som en “pludseligt” opstået “ny stjerne”, da eksplosionen er så kraftig at den muligvis kan ses fra jorden, selvom stjernen selv ikke kunne. Det giver dog nogle lidt interessante spørgsmål angående timingen, eftersom det tager lyset ca 2,5 millioner år at nå fra Andromedagalaksen og her ned på jorden, men på den anden side, så er der intet der vil gøre det til en usædvanlig hændelse i astronomisk forstand. Denne teori er også djævelsk svær at undersøge, da det er svært at se resterne af en supernovaeksplosion så mange år efter, og så langt væk. 

Personligt har jeg ikke rigtigt noget forhold til ledestjernen — men supernovaer er seje! Det er det eneste sted i hele universet at grundstoffer tungere end jern dannes — ja, og alle dem op til og med jern dannes i almindelige stjerneprocesser — og det hele startede med brint!

Prøv lige at kombinere denne viden med det faktum at mange af proteinerne og enzymerne i vores krop kun virker fordi de omhyggeligt holder et enkelt zink-, kobber- eller andet tungmetalatom fast på det helt rigtige sted.

I hver eneste af vores celler er der altså et eller flere atomer, der er kritiske for livets opretholdelse, og som kun eksisterer i universet fordi en stjerne er sprunget i luften. Det er sgu mirakel nok til mig.

\Worm - stjerne[a]nisse