Hmmm… Nu er det snart jul, siger du? Hvordan er det nu lige det virker? Det er noget med at stoppe i hovedet, ikke sandt? I overensstemmelse med vores stolte lokale skikke og traditioner!

Jamen, så er det jo lige en højtid for nørder! Vi elsker at få stoppet ting i hovedet!

Hvad siger du? Flæskesteg? Æbleskiver? And? Nåja, det er da meget godt, men hvad med den åndelige føde?

Salmer? Andagt1? Jamen, det er da fint med noget spiritualitet når man sidder med summen for ørerne grundet overdrevet konsum af ethanol- og svinebaserede produkter, men skulle vi ikke lade de kirkelige instanser håndtere den slags?

Nå, det gør de allerede? Jamen, hvem varetager så uddannelsesaspektet? Julekalendere? På TV? Nu må jeg bede om mine himmelblå! Nisser og overtro! Jaja, de er da meget hyggelige, og bevares, en vigtig del af vores historiske kulturforståelse, men prøver du at fortælle mig at der ikke er nogen der holder kurser i pakkespilsmatematik? Julekagekemi? Julefrokosttoksikologi? Fyrretræsfysik?

Relevant? Sprutte! Selvfølgelig er det relevant! Hvordan kan man ellers holde en god og nørdet jul? Tænk at skulle gennemgå hele December i en gløgg-og-griseinduceret stupor, uden så meget som en opbyggelig diskurs! Det må vi lave om på.

Jeg vil straks skrive et indlæg!

Ét er ikke nok, siger du? Et om dagen? Jaja, men så også kun fordi jeg ved du er interesseret og vil nyde det!

Velkommen til “Jul i Nørdland” — en samling af daglige faktoider og beregninger, der som minimum er perifert forbundet med konceptet “Jul”. Da jeg som sædvanligt er i dårlig tid og følgelig er nødt til at finde på, efterhånden som jeg kommer frem, har jeg valgt at afvige fra normen med at basere hvert indlæg på et datasæt eller en undersøgelse, og vil i stedet bare skrive frit fra min hårdt prøvede lever, efterhånden som jeg kommer gennem måneden og finder på/ud af nye emner. Tanker, ideer og feedback er som altid velkomne.

\Worm - Nørdnisse (1. Grad)


  1. Ord-og-trykfordeling er vigtigt - der refereres hér til den kirkelige handling, ikke til intentionerne fra et medlem af familien Anantidae