Jeg har modtaget en forespørgsel fra en læser (YAY! :-D), om hvorvidt det er muligt at oplade en mobiltelefon vha. en vandmelon i en skål saltvand, som det tilsyneladende demonstreres i denne video, om hvilken det mest positive der kan siges er, at den kun varer 6-7 sekunder, hvorfor jeg heller ikke nedlader mig til at indlejre den.

Her ville det jo være oplagt at opfordre den oprindelige spørger til at anvende lidt videnskabelig metode og foresøge sig frem, eventuelt med forskellige slags mobilopladere og meloner — som absolut minimum ville det jo medføre at man havde noget lækkert frugt til de lune sommeraftner.

Der er dog nogle sjove aspekter af spørgsmålet, både psykologisk og teknisk, der gør at jeg i stedet vil forsøge at bygge et svar, der forhåbentlig ikke kræver opslag i min nyligt erhvervede “Skældsordbog for dannede mennesker” (Forlaget Veivad), som det ellers var min indskydelse da jeg så videoen.

Bemærk at det ikke er spørgeren eller spørgsmålet jeg agter at klandre, tværtimod, så er det både sundt og legitimt at udvise forundring og tvivl når man konfronteres med så ekstraordinære påstande, og når man så oven i købet kan ringe til en ven, eller i det mindste skrive til Worm, så behøver jeg heller ikke henslæbe min ferie med at hænge på gadehjørnerne og forsøge at pushe videnskab til tilfældige forbipasserede.

Det første spørgsmål der melder sig er noget i retningen af “Hvorfor skulle det overhovedet virke?” — altså når det nu virker så outreret, hvorfor bliver det ikke bare afvist som hummel og svindbug, og så kan vi hurtigt komme videre med vores liv? Det må jo næsten skyldes at de fleste på et eller andet tidspunkt har lavet, set eller hørt om eksperimentet hvor man laver strøm ved at stikke to søm/mønter/knive i en citron/kartoffel/æble, og måske ligefrem kan få en lysdiode til at lyse eller et ur til at gå.

Man kan ligefrem købe det som samlesæt (kartofler ikke inkluderet).

Dette er højst sandsynligt årsagen til at man generelt er villig til at godtage at “der er strøm i frugt og grønt”, og i videoen gør han jo også nogle besværgelser med vand og salt, og er der ikke noget med at saltvand leder strøm? (Jo)

Således kan en masse halvt glemte fakta konspirere til at få scenariet, der spørges om til at fremstå, om ikke direkte troværdigt, så lige akkurat sandsynligt nok til ikke at kunne afvises.

Men hvis vi skal se på det systematisk og videnskabeligt, så opstår der hurtigt adskillige problemer med den viste fremgangsmåde, af hvilke de vigtigste er:

  1. Det ligner til forveksling en almindelig 110/230V lader han propper i melonen. Hvis der var mulighed for at blive udsat for over 100 volt vekselspænding ved at stoppe to søm/fingre i en vandmelon, så var de nok årsag til væsentlig flere ulykker på verdensplan end tilfældet er.
  2. Stikbenene på en oplader er begge lavet af det samme metal. Hvis man skal lave strøm på denne måde kræver det to forskellige metaller. Typisk bruger man zink og kobber og får derved et primitivt Daniell-element med en spænding på ca 1,0-1,1 volt pr elektrodepar. Frugten, saltvandet, eller hvad man nu ellers bruger som elektrolyt er der kun som ladningsbærer - altså det medie der flytter elektroner fra den ene elektrode til den anden.
  3. Sådanne primitive elementer kan kun levere en meget lille strømstyrke - typisk langt under 10 milliampere, hvor en standard USB-lader lader med 500 eller i nogle tilfælde 1000 milliampere. Sandsynligvis ville den ikke engang kunne drive elektronikken der styrer opladningen. Dette skyldes adskillige ting, men vigtigst er overfladearealet på elektroderne og afstanden imellem dem, da ladningsudvekslingen er diffussionsbegrænset.

Teoretisk kunne man godt forestille sig at parallelforbinde et utal af klynger af serieforbundne “kartoffelbatterier” og derved opnå 5 volt og et par hundrede milliampere — nok til at opfylde USB-specifikationen. Det skal de vist forestille at gøre i et afsnit af “Bones” under en snestorm med tilhørende blackout. Det er ikke noget i teorien der gør det umuligt — bare utroligt bøvlet.

Mythbusters har i øvrigt også haft en lignende påstand under kærlig behandling. Så svaret på det oprindeligt spørgsmål er, nu hvor det er for sent at gøre en lang historie kort: “Nej, det kan man ikke”

Nu er den idé forhåbentlig manet så grundigt i jorden at den ikke hjemsøger nogen længere… MEN på den anden side — hvis nogen af jer har erfaringer med at bruge frugt og grønt, eller stakke af mønter som kraftkilde til nogle sjove projekter, så hører jeg gerne om det.

\Worm